lørdag den 14. april 2012

Carla Christine Nielsine Andersen-Jensen fortæller om Titanic forliset..



Carla Christine Nielsine Andersen-Jensen arbejdede som tjenestepige i Eskildstrup ved Odense, hvor hendes far, Christian Jensen var slagtermester.

Om bord på Titanic

Hun fik sine forældres tilladelse til at rejse til Amerika og bosætte sig i Portland. Hendes far betalte rejsen. Hun rejste sammen med sin onkel Niels Peder Jensen ("Rasmus"), sin bror Svend Laurits Jensen og sin forlovede Hans Peder Jensen. De rejste fra Esbjerg og London til Southampton.

Carla Christine Nielsine Andersen-Jensen fortæller...

”Jeg delte kahyt med tre andre unge piger, to engelske og en svensk. Vi gik tidligt til ro den 14. april fordi 3. klasses passagerer skulle forlade dække senest kl. 22. Vi vågnede ved et bump efter en halv time, men faldt hurtigt i søvn igen.

Kl. 0.30 blev der banket på døren og min onkel sagde: "Du må hellere tage en frakke på og komme op på dækket".... så jeg tog min frakke uden på min natkjole og gik på dækket.

Vi havde ramt et isbjerg, der var musik i første klasses salonen. Der var ingen panik, selv ikke da redningsbådene blev sænket, ingen havde travlt med at komme ned i dem, kvinder og børn kom i bådene først. Carla rejste på tredje klasse, og kom i en af de sidste redningsbåde (båd 16 ) da hun var kommet i båden sagde hendes onkel: "Nu kan du vente her indtil vi kommer".

Da vi var kommet i vandet og et godt stykke væk fra Titanic, kunne vi høre orkesteret stadig spillede. En sagde det var salmen " Nearer My God to Thee". Jeg kendte den ikke, da det er en engelsk salme. Der var 6 besætningsmedlemmer til at ro redningsbåden. Havet var helt blikstille, som et spejl. Vi var omringet af andre redningsbåde og der var mange isbjerge rundt om os.
Katastrofen skete. Før nogen forventede det. Med rædsel hørte vi et ubeskriveligt brag, og skrig fra 1000 stemmer komme fra dette gigantiske skib, det delte sig i to, hævede sig mod himlen og forsvandt. Vi sad som forstenede og så det hele ske, hvad der var værre end skrigene var denne stilhed bagefter, det var forfærdeligt.”

Carla og de andre overlevende blev samlet op af skibet Carpathia.

Der blev taget godt imod os, vi fik tæpper, mad og noget varmt at drikke, men timerne ombord var frygtelige, nogen kvinder sad bare og stirrede tomt ud i luften, andre vandrede hvileløst rundt og råbte deres mands navn, nogle lå bare og græd.                     


I New York blev hun indkvarteret på et hospital, hvor hun sendte en besked hjem om, at hun var i live, dog ikke de andre tre. Hendes far sendte et telegram hvor beskeden var: "Kom straks hjem". White Star Line gav hende billet til 2. klasse på Adriatic til Liverpool. Hun var tilbage i Eskildstrup den 13. maj, og rejste aldrig siden ud af Danmark.

Carla Christine Nielsine Andersen-Jensen gav et utal af interviews til aviser, ugeblade og radio i gennem hele sit liv.

Carla hævdede altid, at Titanic delte sig i to stykker, inden det sank. I mange år var forskellige videnskabsmænd sikre på, at dette ikke var tilfældet. Men efter skibet blev fundet, kunne man ved selvsyn se, at det lå i to stykker på havets bund.

Carla sov aldrig siden hen natten mellem den 14. og 15. april. Hun blev oppe og havde den natkjole, hun bar den 14. april 1912, liggende fremme på sofabordet.

Hun giftede sig i 1915 med Frederik Petersen, som var husmand på Oremark. Sammen fik de tre børn: Laurits, Ellen og Bente. Nogle år efter Frederiks død, flyttede Carla på plejehjem i Ferritslev. Hun døde fredag den 14. marts 1980 og blev efter eget ønske begravet i den natkjole, som hun havde på den 14. april 1912 da Titanic sank.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar