I år kan du opleve Russisk Jul og som noget nyt Nordisk Jul side om side i Haven. Det nordiske område breder sig ud ved Hovedindgangen, mens plæneområdet ligesom sidste år bliver til et russisk juleeventyr med russisk by og Vasilij-katedralen.
Det nye nordiske tema, der byder på norsk, svensk og traditionel dansk julehygge, møder dig allerede ved Hovedindgangen. Herfra bliver du ledt ind i et område med nordisk udsmykkede træhuse, klassisk juleunivers med juletræ på juletorvet. Klokker på grantræerne, julelys og tusindvis af glas og perlemorskugler er også med til at skabe den rette julestemning.
Udover den russiske udgave af julemanden Fader Frost, vender den røde julemand tilbage og bor i sin julestue på Pantomimeteatret. De mange nisser i nordiske varianter og 50 juleboder bliver også en del af oplevelsen i selskab med de kørende forlystelser – nye såvel som gamle.
Prøv de 6 nye forlystelser
Til Jul i Tivoli kan du prøve hele seks nye forlystelser, som ellers ikke står i Haven i sommersæsonen. Den kinesiske Lygte, Den russiske Trojka, Den sibiriske Jernbane, Juleekspressen og Musikkarrusellen. Stig om bord på Den sibiriske jernbane, der bringer dig igennem den fortryllende russiske by, få vind i håret på vej ned fra toppen af Den kinesiske Lygte, eller kom i julestemning med en hyggelig tur i Juleekspressen.
Besøg de mange juleboder
Jul i Tivoli ville ikke være det samme uden boderne, der oser af liv og julestemning. I år kan du gå på opdagelse i 50 juleboder i Haven. De snor sig langs stierne og bugner med alt fra nykogte kæmpeklejner, honningkager til nybagte pandekager. De byder også på nordisk kunsthåndværk, gør-det-selv julepynt og meget mere.
Og frem for alt... husk dit kamera...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar