fredag den 6. april 2012

Stjernehimlen april 2012



Saturn og Mars dominerer nattehimlen i april næsten hele natten. Saturn kommer i opposition i midten af måneden, medens Mars var det i begyndelsen af marts. Disse to planeter er dog ikke alene om at repræsentere Solsystemet, for Venus og Jupiter dukker op i tusmørket kort tid efter solnedgang. Af disse to sidstnævnte er Venus den første, man får øje på, men man bør ikke vente for længe med at se efter Jupiter. Den store gasplanet står lavt i vest efter solnedgang i begyndelsen af april, og med en lysstyrke på mag. ÷2,1 formår den at trænge gennem den tætte del af atmosfæren nær horisonten. Et kig gennem et teleskop viser den 34" store skive, som dog ikke viser mange detaljer på grund af den lave højde, og de fire galilæiske måner er naturligvis synlige gennem selv et lille teleskop.

For hver aften dukker Jupiter op lavere og lavere på himlen, hvilket skyldes flere forhold. Solen går senere ned, og vi nærmer os sommeren, hvor tusmørket varer længere. Desuden nærmer Jupiter sig konjunktionen, dvs. den stilling, hvor den ses i samme retning som Solen. Jupiter forsvinder helt ud af syne i slutningen af april, og den sidste chance kommer formodentlig omkring den 22. eller 23. april, hvor det smalle tiltagende månesegl passerer tæt forbi. Brug en prismekikkert til at finde det meget tynde månesegl.

Neptun og Uranus er stort set usynlige i april. Neptun var i konjunktion med Solen midt i februar og vender tilbage til morgenhimlen blandt stjerner i Vandmanden lavt i øst-sydøst kort før daggry, men den lyse nattehimmel i de kommende måneder og planetens svage lysstyrke på mag. 8 betyder, at denne fjerne klode først gør sig gældende efter de lyse nætters afslutning i begyndelsen af august.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar